Fiskaregatan i Kalmar. Et lille gulgrønt hus i en blok af grønt, rødt og gult træ, med vandtårnet som et stille vartegn over tagene.
Vi trådte indenfor – og der var præcis den følelse, man håber på, når man lejer: hyggelig, frisk, gennemtænkt ned til mindste detalje. Gården med dens gamle døre, pæretræet fyldt med frugt, blomsterkrukken ved væggen, der stod og ventede med sine hvide stjerner.
Værtsparret havde tænkt på alt – og beliggenheden kunne ikke have været bedre. Lige midt i Kalmar, i gåafstand fra en håndfuld fine restauranter og med al den charme, som den gamle bymidte naturligt bærer med sig.
Et af de mange gode minder fra turen hører faktisk også hjemme her. En morgen klokken ni løsnede en tinding på mine briller sig – midt i ferien, midt i det hele. Jeg gik ind i Optiker Tottie, et stenkast væk, og der mødte jeg to kvinder, som uden det mindste besvær fiksede det på ingen tid. Den slags omhu, man bærer med sig længe efter, man er flyttet hjemmefra.
Og så var der Noa. Han fandt en lang, meget smal, hemmelig passage mellem to af husene – og lige da han trådte indenfor, fløj en due op, lige foran næsen på ham. Han forsvandt bare ind i skyggerne. Jeg kaldte og kaldte, intet svar, mit hjerte i halsen. Endelig fik jeg noget leverpostej fra køkkenet og viftede duften ind i gangen – og nu kom han, i fuld fart, halen som en vimpel. Lykke, når han løb direkte ind i mine arme.
Det er dét, Fri Fredag handler om. At lade sig hvile i de simple ting – et lejet hus, et godt værtspar, en hjælpende hånd, når man mindst venter det, og en lille hjerteknuser, der ender i latter.
Sommeren inkluderede også den solgule tone – halsbånd og snore i en solgul nuance, der matchede huset på Fiskaregatan. Pu og Noa gik i deres gule outfits gennem brostensbelagte gyder, og hele turen føltes helt rigtig i den solrige farve. Hundene er altid glade, når de er med, og inkluderes i alt, fra gåture til svømning på sandstranden.
Fortæl mig om din sommer, jeg læser alt ...
Et skub fremad fra mig, Maria.
