Fredag igen.
Jeg tog min hvide Bianchi Aria ud i solen i dag. Pumpede dækkene op, smurte kæden. Puttede Pu i den lilla rygsæk, og så satte vi kursen mod Jönåker.
Han sad der tilbage med ørerne i vinden, som om det altid havde været sådan. Måske var det det. Hunde ved det.
Juniluft. Fart. Stilhed bortset fra vinden og lyden af hjulene på asfalten.
Jeg har glædet mig så meget til det her.
Ikke efter noget bestemt – bare dette. At bevæge sig fremad uden et definitivt mål. Cyklen, hunden, vejen. Det behøver ikke at være mere end det for at være nok.
Hvad længes du efter i dag?
Kys fremover, Maria
